Author Archives: Peter Buch

Eventyr: Skal vi ha’ hanekyllinger?

Oprindelig fra januar og februar i år, da jeg kommer hjem fra køkkenhaven en dag er der fuldt af politi ved Lars Hedegaards hjem, han boede lidt nede af vejen, nær ved Fasanvej, så blev der stop for skriveri en stund:
Eventyr

http://snaphanen.dk/2013/01/29/i-feel-like-a-stranger-where-i-live/
linket hvorfra småbidder kan ses kronologisk postet.

Peter Buch
Posted: 30 January 2013 – 07:27 – Reply
http://www.uriasposten.net/archives/44060/comment-page-1#comment-13729 33
Det hele er lidt redigeret, ændret og udvidet i forhold til ovenævnte links.

Skal vi ha’ hanekyllinger?
I gården stod to med rumsterstænger og øvede sig, og et par børn.
Små slag små slag, takten er vigtigere end at lave et mægtigt rabalder. Sagde karlen.
Skal vi have hanekyllinger? Spurgte Kimpus.
Vi får se, måske bliver det millionbøf. Kimpus elskede høns.
Jeg må hellere gå lidt tilbage og begynde med i går. Karlen vågnede først da han gned sig i øjnene.
Politiken lå på jorden og flagrede, han samlede den op, lagde den i præstens postkasse, og lukkede låget til.
Sikke tider, tænkte karlen…
Der vil såfremt gejsten og teknikken holder blive lagt til.
Inserat.
En præsentation af hvad “Skal vi ha’ hanekyllinger?”, går ud på.
En personliste vil blive fremlagt. Delvis her nedenunder, den udvides fortløbende.
En omtale af steder og forhold der ikke hører direkte under det andet ligeledes.
Der er tale om et stykke, et lille stykke i små akter.
Lidt et evntyr, en samfundsskildring, en blandet fornøjelse. Ei blot til lyst.
Noget er virkelige hændelser og personer.
Noget fri fantasi.
En tilnærmen til virkeligheden kan optræde.
Dobbelttydninger forekomme.
Personer:
Kaptajnen, langt ude i familje med flere af de medvirkende.
Karen, kaptajnens kone.
Kimpus, dreng.
Else, grødbondens enke
Ib.
Bo.
Bob- tre søfolk.
Mester 1
Mester 2 vinduespudsere.
Præst, en præst.
Den gamle kaptajn.
Karlen, som jeg ofte skriver ud fra, mig selv.
To uden navn, rumsterstangspillere.
Børn, endnu uden navne.
Nogle, personer endnu uden navne.
Inserat slut.
Karlen var gået fra “Manden og Anden” over på “Svanens Nød”, begge private hjem der var de nærmeste af de mødesteder Kaptajnen opretholdt. “Når man har så meget så skulle jeg være… ikke at dele noget med jer”, sagde han. Gæsterne var enige, helt enige.
Karlen forsøgte at forklare, at det han lavede af nogle blev betegnet som livsfarligt, og han hellere skulle komme væk, helt væk, andet land, ny identitet og alt det der.
Kaptajnen stoppede ham, “Vi tager ud til Else, grødbondens enke, det bliver godt at komme lidt væk, Karen har forvandlet stuen og mere til, til en udstilling af japanske miniaturer, over det hele, vi tager Ib, Bo, og Bob med”. De boede i kaptajnens hus eller nær ved og arbejdede for ham i forvejen, så de var klar før de blev spurgt.
Du stiller hos mig kl. 5 i morgen tidlig, eller tager med mig afsted om 5. minutter, sagde kaptajnen.
De snakkede lidt om vind og vejr.
Fint, tænkte karlen, mens han sagde “Du har altid været på den grønne gren, bladene er ikke blevet brune eller faldet af”. Kaptajnen sagde: “Husk der er også stedsegrønne, de falder til sidst som alle de andre, du må lære, det er på en anden måde, vi taler om det på vejen, du siger jo i forvejen, du føler dig velhavende saa…, 3 minutter, så går vi…
Ib kørte. Var han ikke en slags sømand ville han have kørt lidt mere rundt på landet.
Du holder den lige ud, til vi lige drejer til højre og venstre, tre gange, sagde kaptajnen.
Du er kaptajnen, svarede Ib.
Karlen var ikke vågen endnu, han var ikke vant til at komme op i god tid, sådan til daglig før 4.
Størstedelen kender hinanden, som karlen havde forsøgt at fremlægge det, og de har køkken- og teknisk grej, ja så skal vi vel lige lidt og rundt, til vi måske kommer frem op ad dagen, vi bliver jo nok et stykke tid hos Else, mente kaptajnen. De forstod.
Dansk almue kunst, en række af andres værker, optegnelser, og egne notater, var på Bos computer, det var en øvelse Bo tog frem når han skulle slappe ad, han sad på bagsædet, med en skygge.
Karlen tænkte, prøvede på at tænke. Hvad det egentlig var for noget han var ude i, Bob, der sad ved siden af, nynnede “Skib to the move”, og karlen havde ikke lyst til at afbryde ham, heller.
“Bilen skal lige ind, og vi landkrabber skal have en ordentlig frokost hos Helle”, få modsagde kaptajnen når han var i det lune, Ib drejede…
“Min mand er i udlandet”, sagde Helle, da hun så kaptajnen. “Det er klart, jeg ville selv have nogen tilbøjelighed til det samme, sådan som her ser ud”, lød det fra kaptajnen.
Vi kommer for at få frokost, først og fremmest, sagde han “Du har vel stadig lidt beskøjter?”.
“Ja, I skulle nu have meldt jeres ankomst, rød og blå stue, grøn og helvedes forgård er reserveret, og personalet, …”, “Og hvad med ham der?”, sagde hun med blikket rettet mod karlen, “Han er en flaskesamler samlet op på Christianshavn, vi sætter ham af efter en tur på landet”, kaptajnen var noget vant til søforklaringer.
I må sidde inde bag ved, sagde Helle…
Inde bag ved, var nærmest køkkenet uden at være i det.
Kaptajnen udbrød: “Hvor godtfolk er. Hvad skuer mit øje, to glas ved vort bord, tre bevingede ord, der er vinduespudserne, Mester 1, og Mester 2.
Lad os sætte os derovre. Karlen talte 25 hoveder ved 5 borde. Vinduespudserne sad alene ved et af de lange borde. Nogle yngre mennesker, ved de nærmeste tre borde nær døren de kom ind ad, sad og spillede den lille hacker med blind makker, og a la investa.gr i forskellige udgaver, og omkring 10 modne folk sad og spiste og hyggede sig ved et bord.
“Får I set noget igennem? fortsatte han.
“Hvad har I egentlig i glassene?”, spurgte Ib, “Det ser interessant ud?”.
“Frugtsaft, energidrik og kosttilskud”, svarede de, som med en mund.
I er nogle noget sære glas. Sagde Bob.
Skøre. Svarede de igen samtidigt.
Har I mere at lave i dag? spurgte kaptajnen, Hvis ikke kunne I efter frokost tage til Vel Næs, I ved min hytte ude på næsset, Karen ska derud i weekenden, og så kan hun se ud. Der er en reception derude, bed dem ringe til mig, så kommer I ind. Dyp kortet i dippen, for første adgang, han gav dem et kort.
Klart nok. svarede mestrene, ellers skulle de køre hjem for i dag, det passede dem ganske fint, det var en ren fornøjelse…
At træde. Tabte tråde.
Forklæder gik lidt rundt med skyggen.
The springtime turned slowley into autumn.
Nogle hentede andre fik bragt, karlen var i grunden vel til mode, det var som det plejede, og vel som det måtte være, under de betingelser. Måske skulle han bare stå af, lære afslapning, om muligt, og lade rumstangstangsspillerne øve sig lidt mere, inden de kom derud, derud til, hvor han havde startet med-
i gården stod to med rumsterstænger og øvede sig, han fordøjede situationen. Set derfra.
Poserysten eller poserøsten, kikken i skuffen.
Der sås øverst en der priste mangfoldigheden i små usikre fødder, reciterende en version af en sang om hver havde sin smag, karlen ytrede noget skulle kunne være strøget, undergravende smag og behag, al det.
Kaptajnen sagde: Vi kører om et kvarter…
Selskabet brød op fra landevejskroen og landskabet omkring syntes nu at ligge hen i et mere tilforladeligt skær.
God praktik, sagde Bob. Nu var det ham, der sad ved rattet.
Kaptajnen nævnte hvornår næste påfyldning og mulighed for losning fra egne luger var at forvente.
De kørte lidt og rundt, så lidt til folk ved vejen…

På vej til grødbondens.
Skriver I karle? Kaptajnen var igang med at forklare karlen hvordan ting hang sammen.
Sætter I ytringer, holdninger og handlinger til skue, og ser I på dem fra alle de forskellige positioner, som tænkes kan?
Karlen når overhovedet ikke at reagere før kaptajnen fortsætter:
Lad os se på bønder, ikke fordi der er særlig mange af dem eller de er specielt gode væsener, men fordi bonden, bonderubriceringen her kan tjene som eksempler for alle mennesker.
”Jeg taler aldrig med bønder, uden jeg lærer noget af dem. Thi de ræsonnerer ikke uden om solide og magtpåliggende ting, hvorom de ved fuldkommen besked. Man kan af dem lære, hvorledes jorden skal dyrkes, heste og kvæg konserveres, skovene sættes i stand, gårde bygges, og en skikkelig økonomi føres. Derforuden profiterer jeg af deres omgængelse i sproget. Thi jeg lærer af dem gode gamle danske ord, som i købstæderne er forglemte, hvori end lærde folk er ukyndige, såsom de er kommet af brug og ikke findes uden i vore gamle lovbøger. Derforuden er bøndernes tale naturlig og uden affektion eller urimelige komplimenter.”. http://www.aabne-samlinger.dk/SVM/soroe/historie/holberg_soroe.asp
At bruge bønder som eksempel for al meneskeligheden, når du samtidig sætter særlige karakteristika på bønder, der adskiller dem fra alle mennesker, er mig noget sært. Sagde karlen. Kaptajnen ytrede:
Du kan ikke sætte alle op som eksempler for hele menneskeligheden, de er jo allerede hele menneskeligheden. Du må vælge eksempler, færre eksempler ud fra hele menneskeligheden, for at få et illustrerende tilfælde af os alle.
Det er stadig sært, som meget andet her, tænkte karlen.

Godav med dig, sagde han. Kragen sad på et cykelstyr, med hvad der lignede et stykke rødt vingummi i næbbet.

Han så foran sig et endeløst antal skikkelser alle de mennesker der kunne have ladet en pose med vingummi falde uden ringeste tanke for hvor den kunne ende. Slap af, slap helt af gentog han til sig selv og huskede på hvordan kragen dog havde set lidt nysgerrig på ham. Nysgerrighed er en i udganspositionen fantastisk egenskab, han søgte at nynne Wouldn’t it be nice, when we’re together, http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=kOElUQjADbo

Kragen slugte stykket og fløj.

Advertisements